9. oktober 2020, Mai Klærke

I teknikfaget ”Digital Design og Udvikling” er HTX-eleverne på EUC Syd i Tønder igang med at udvikle forslag til en hjemmeside til Naturvejlederne i Tønder Kommune; Hans og Bo Tonnesen. I dag var de på foto- og research-besøg hos Naturskolen ved Højer Sluse. Det blev til fabelagtige billeder og masser af brugbar info fra de to naturvejledere.

Dagen var en del af forløbet “Naturvejledning i Tønder Kommune” i teknikfaget, som kan findes her. I forløbet arbejder eleverne med at kommunikere de naturtilbud, der er i Tønder Kommune.

Elevernes opgave i projektet er at udvikle et forslag til et website, der både imødekommer kommunens ønsker og præsenterer naturformidlingstilbuddet for de forskellige målgrupper. Elevernes produkt vil fokusere på brugergrænsefladen såvel som funktionaliteten. Ved at eleverne arbejder med konkrete bæredygtigheds-cases i den virkelige verden, bliver deres undervisning innovativ, og de får handlekompetence inden for verdensmålene. I dette forløb er der særligt fokus på verdensmålene 13, 14 og 15.

Forløbet er udviklet af Lars Laursen.